Michael Ewert 30 år

21. Februar 2006 - Hvem ville have troet det?

Så skete det alligevel - 30 år
I anledning af mine første 30 år i dette liv besluttede jeg at oprette en hjemmeside til ære for mig selv. Hvem ville have troet, at resultatet af to menneskers lagengymnastik skulle ende med sådan et pragteksemplar, som det der i dag runder et af de første skarpe hjørner i livet.

30 år og stadig kun en stor dreng, der kun lige er begyndt at nyde livet efter et turbulent år i 2005 med masser af glæder. For eksempel mit eget famøse bryllup til min dejlige kone Tina, vores fantastiske bryllupsrejse i bulgarske Golden Sands eller min start hos DSB, hvor jeg er lokomotivførerelev. Andre højdepunkter er fødslen af den lille guldklump Alicia, der er min niece eller min søsters glæde over at have fundet ungdomskærligheden i Andreas.

Højdepunkterne er mange, og jeg kan kun takke mine dejlige forældre og mine svigerforældre for at de, og deres børn har været med til at gøre mit liv til det det er. For dem har de sidste par år været en forandringens tid. Børn er flyttet hjemmefra, familien er blevet forøget og verden er blevet besøgt.

Også fremtiden vil byde på forandringer. Forhåbentlig til det endnu bedre og jeg ønsker, at jeg får mulighed for at hjælpe til med dette. Om ikke andet så ved at sørge for tog til tiden, Formel 1 nyheder og artikler til de interesserede og en veluddannet kone, som vil være med til at sikre god mad til de ældre på plejehjemmene.

Hvad sker der i 2006?
2006 vil byde på mange oplevelser. Min bror bliver udlært. Min søster bliver student. Jeg bliver forhåbentlig udlært lokomotivfører. Mine forældre vil indtage Mexico. Min svigerfar fylder 50. Et vennepar skal giftes. Michael Schumacher bliver verdensmester igen. Alicia bliver et år. Tina bliver 28 og nærmer sig de 30. Berlin eller Stettin bliver lokation for sommerferien. VM i fodbold bliver spændende. Tom Kristensen vinder igen Le Mans, mens Brøndby tager det danske mesterskab. Maria og Flemming udvider oplevelseshukommelsen med en tur til USA (vi krydser fingre for dette) og verden bliver et bedre sted at leve i (man har jo lov at håbe).
Baggrundsbilledet
Baggrundsbilledet du ser her er taget i et gammelt andengenerations s-tog. Det er november måned og toget er på vej fra Farum til Hovedbanegården. Vejret var fint og passagererne mange. Billedet er lidt specielt fordi der næsten ikke findes nogle af disse togsæt længere. De fleste togsæt er skrottet og dette togsæt forventer man blive skrottet senest i efteråret 2006. Det har dog tjent de danske pendlere godt i over 20 år, og selv om det ikke er det bedste tog at køre, så har det sin helt egen charme, og som man kan se på billedet, så er der nogle håndtag og knapper man skal holde styr på.
Formålet med denne side
Formålet med denne side er ikke noget særligt. Du kommer ikke til at læse store romaner på denne side, men jeg vil alligevel forsøge at give et indblik i livet omkring de 30. Eller rettere hvad der sker  i det Ewert'ske og Larsen'ske univers.

Tryk her for at komme tilbage til forsiden